En måned er gået
1. februar... Vi bliver aldrig venner. Ligesom d. 28. januar hvor jeg mistede min far, og ligesom juletiden som bare altid er overlevelse for mig. 1. februar - Jeg kommer til at hade dig. Jeg kommer til at bande dig langt væk, hver gang du vender tilbage. Du vil for altid bringe triste minder. Minder om hvad jeg er blevet frarøvet, og minder om hvad jeg vil længes efter at have.
Et år tidligere var vi endelig blevet en "rigtig" familie. Mor, far, storebror og lillebror. Malte skulle ikke være enebarn, det sørgede Valter for, og det betød rigtig meget for mig, at vi kunne give Malte en bror. Nok var det en hård opgave at komme i mål med det, og nok var Valter født med udfordringer, men det ændrede ikke, at vi nu var en "rigtig" familie. Jeg elskede det. Nu skulle vi hjem til vores nye hus, som vi kun havde boet i i små 14 dage, inden vi var taget til København. Der var pyntet op i huset da vi kom hjem. Køleskab og skuffer var fyldt op af gode mennesker, og nu var vi klar til at være 4 mennesker i Humlehaven og ikke kun 3.
Et år senere er situationen en anden. Vi er igen kun 3. Valter er blevet taget fra os. Vores værste frygt er blevet til virkelighed. Valter snød os. Han var så glad, men gemte på en frygtelig hemmelighed. Hans hjerte var meget ringere end vi gik og troede.
1. februar...Dagen hvor vi sad på en tom stue på børnehjerteafdelingen, og sammen med kirurgen aftalte, at der ikke skulle skæres mere i Valter. Der var ikke mere han kunne gøre. De muligheder han havde, ville højst sandsynligt ikke gøre noget godt for ham. Vi accepterede og stemte i med ham. Valter skulle ikke udsættes for flere operationer. Det var om formiddagen d. 1. februar vi blev klar over, at Valters tid hos os, ikke ville blive så lang som vi gik og håbede. Den samtale jeg før har set på tv. Pludselig sad vi selv midt i den. Jeg kunne ikke fatte det, og det kan jeg stadig ikke. 6 timer senere sidder vi i en lignende situation. Denne gang med intensivlægen. Han havde brug for at afklare, hvor meget de skulle gøre/kæmpe, hvis valter igen fik hjertestop. Ikke at han troede det ville ske. Men hvis nu... Igen skulle vi tage stilling til Valters liv, og igen var vores svar, at Valter ikke skal udsættes for mere. Lige der, i det øjeblik, føltes det som om at vi skrev under på, at Valter skulle dø. Det ville jo nok ikke gå så galt når han skulle vågne, men hvis det gik galt, så accepterede vi, at det var det. Det var det...? Jeg kan stadig genkalde lidt af den samtale, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg sad midt i den. At min lille dreng var centrum for den samtale, og ikke en gammel mand/dame, som har haft mange flere år på jorden.
De to samtaler har jeg tænkt en del på den sidste måned. Først i går har jeg snakket med nogen om det. Jeg var i teateret og se "Jeg løber". Anders, som er forfatter til bogen "Jeg løber", brugte løb i hans sorg, efter at have mistet sin Ellen kun 6 år gammel, efter små 2 år med leukæmi. Anders oplevede noget af det samme som mig. For ham blev en blodprøve taget ved en lægevikar, starten på to års mareridt. For os var det en alm. 20 ugers scanning, som med et ændrede vores liv. Senere er der mange lægesamtaler, og forsøg på at hjælpe Ellen så meget som muligt. En blodtransfusion giver f.eks. Ellen 50/50 chance for at helbrede hende. Valter havde to store kirurgiske indgreb. Hver gang blev der snakket om sandsynligheder. Ville han klare den, og hvad ville det betyde for ham på kort og længere sigt. Mange spurgte til chancerne, og det har egentlig aldrig betydet særlig meget for mig. For jeg kunne ikke forestille mig, at Valter ikke ville klare det. Der var risiko for hjerneskade, men hvor stor risiko betød ikke noget for mig. Han bliver som han bliver, sagde jeg. På et tidspunkt får Anders også at vide, at nu kan lægerne ikke gøre mere. Ligesom vi gjorde det. Og til sidst beder Anders og Ellens mor personalet om, at slukke for respiratoren. Velvidende at det vil betyde en ende på Ellens liv - de slukkede for Ellen. På samme måde føler jeg, at vi slukkede for Valter, i minutterne op til Valters 2. hjertestop. Vi forventede stadig at han ville vågne, og at vi ville få ham med hjem. Men på længere sigt, så slukkede vi for ham. Hvordan kan man det? Hvordan kan en mor og en far slukke for deres eget barn? Det er ikke noget nogen er tjent med. Det er toppen af uretfærdighed. Og det gør mig sur. Hold k... hvor gør det mig sur. Det er på ingen måder i orden. Jeg kan huske, at jeg følte vi var alene. Godt nok havde vi hinanden, men vi var alene. Det meste af vores familie var langt væk, og havde ingen anelse om hvad der skete.
Nu er det mig som løber (eller cykler). Ikke i samme størrelsesforhold som Anders, men jeg bruger det også i min sorg. Jeg bruger det som en flugt. Eller et forsøg på en flugt. For jeg kan ikke flygte. Jeg kan ikke flygte fra virkeligheden. Jeg kan ikke flygte fra, at det var mig som sad sammen med lægerne, og sagde god for, at Valter skulle dø. Simon, som jeg havde med i teateret, havde bidt mærke i nogle fine detaljer i stykket, som jeg ikke havde. F.eks. at skuespilleren var anbragt på et løbebånd hele forestillingen, og selvom han løb og løb og løb, så var han alligevel altid det samme sted. Han kunne ikke flygte. Lige meget hvor meget han løb. Godt nok løber jeg ikke på løbebånd, men ture rundt omkring Hinnerup. Hver gang slutter jeg dog hjemme. I Humlehaven hvor Valter ikke er mere. Jeg kan løbe lige så langt jeg vil, men hver gang jeg slutter, er jeg samme sted som jeg startede. Der hvor Valter skulle være, men ikke er mere.
Valter er her ikke mere. Hvor jeg dog hader det!
Et år tidligere var vi endelig blevet en "rigtig" familie. Mor, far, storebror og lillebror. Malte skulle ikke være enebarn, det sørgede Valter for, og det betød rigtig meget for mig, at vi kunne give Malte en bror. Nok var det en hård opgave at komme i mål med det, og nok var Valter født med udfordringer, men det ændrede ikke, at vi nu var en "rigtig" familie. Jeg elskede det. Nu skulle vi hjem til vores nye hus, som vi kun havde boet i i små 14 dage, inden vi var taget til København. Der var pyntet op i huset da vi kom hjem. Køleskab og skuffer var fyldt op af gode mennesker, og nu var vi klar til at være 4 mennesker i Humlehaven og ikke kun 3.
Et år senere er situationen en anden. Vi er igen kun 3. Valter er blevet taget fra os. Vores værste frygt er blevet til virkelighed. Valter snød os. Han var så glad, men gemte på en frygtelig hemmelighed. Hans hjerte var meget ringere end vi gik og troede.
1. februar...Dagen hvor vi sad på en tom stue på børnehjerteafdelingen, og sammen med kirurgen aftalte, at der ikke skulle skæres mere i Valter. Der var ikke mere han kunne gøre. De muligheder han havde, ville højst sandsynligt ikke gøre noget godt for ham. Vi accepterede og stemte i med ham. Valter skulle ikke udsættes for flere operationer. Det var om formiddagen d. 1. februar vi blev klar over, at Valters tid hos os, ikke ville blive så lang som vi gik og håbede. Den samtale jeg før har set på tv. Pludselig sad vi selv midt i den. Jeg kunne ikke fatte det, og det kan jeg stadig ikke. 6 timer senere sidder vi i en lignende situation. Denne gang med intensivlægen. Han havde brug for at afklare, hvor meget de skulle gøre/kæmpe, hvis valter igen fik hjertestop. Ikke at han troede det ville ske. Men hvis nu... Igen skulle vi tage stilling til Valters liv, og igen var vores svar, at Valter ikke skal udsættes for mere. Lige der, i det øjeblik, føltes det som om at vi skrev under på, at Valter skulle dø. Det ville jo nok ikke gå så galt når han skulle vågne, men hvis det gik galt, så accepterede vi, at det var det. Det var det...? Jeg kan stadig genkalde lidt af den samtale, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg sad midt i den. At min lille dreng var centrum for den samtale, og ikke en gammel mand/dame, som har haft mange flere år på jorden.
De to samtaler har jeg tænkt en del på den sidste måned. Først i går har jeg snakket med nogen om det. Jeg var i teateret og se "Jeg løber". Anders, som er forfatter til bogen "Jeg løber", brugte løb i hans sorg, efter at have mistet sin Ellen kun 6 år gammel, efter små 2 år med leukæmi. Anders oplevede noget af det samme som mig. For ham blev en blodprøve taget ved en lægevikar, starten på to års mareridt. For os var det en alm. 20 ugers scanning, som med et ændrede vores liv. Senere er der mange lægesamtaler, og forsøg på at hjælpe Ellen så meget som muligt. En blodtransfusion giver f.eks. Ellen 50/50 chance for at helbrede hende. Valter havde to store kirurgiske indgreb. Hver gang blev der snakket om sandsynligheder. Ville han klare den, og hvad ville det betyde for ham på kort og længere sigt. Mange spurgte til chancerne, og det har egentlig aldrig betydet særlig meget for mig. For jeg kunne ikke forestille mig, at Valter ikke ville klare det. Der var risiko for hjerneskade, men hvor stor risiko betød ikke noget for mig. Han bliver som han bliver, sagde jeg. På et tidspunkt får Anders også at vide, at nu kan lægerne ikke gøre mere. Ligesom vi gjorde det. Og til sidst beder Anders og Ellens mor personalet om, at slukke for respiratoren. Velvidende at det vil betyde en ende på Ellens liv - de slukkede for Ellen. På samme måde føler jeg, at vi slukkede for Valter, i minutterne op til Valters 2. hjertestop. Vi forventede stadig at han ville vågne, og at vi ville få ham med hjem. Men på længere sigt, så slukkede vi for ham. Hvordan kan man det? Hvordan kan en mor og en far slukke for deres eget barn? Det er ikke noget nogen er tjent med. Det er toppen af uretfærdighed. Og det gør mig sur. Hold k... hvor gør det mig sur. Det er på ingen måder i orden. Jeg kan huske, at jeg følte vi var alene. Godt nok havde vi hinanden, men vi var alene. Det meste af vores familie var langt væk, og havde ingen anelse om hvad der skete.
Nu er det mig som løber (eller cykler). Ikke i samme størrelsesforhold som Anders, men jeg bruger det også i min sorg. Jeg bruger det som en flugt. Eller et forsøg på en flugt. For jeg kan ikke flygte. Jeg kan ikke flygte fra virkeligheden. Jeg kan ikke flygte fra, at det var mig som sad sammen med lægerne, og sagde god for, at Valter skulle dø. Simon, som jeg havde med i teateret, havde bidt mærke i nogle fine detaljer i stykket, som jeg ikke havde. F.eks. at skuespilleren var anbragt på et løbebånd hele forestillingen, og selvom han løb og løb og løb, så var han alligevel altid det samme sted. Han kunne ikke flygte. Lige meget hvor meget han løb. Godt nok løber jeg ikke på løbebånd, men ture rundt omkring Hinnerup. Hver gang slutter jeg dog hjemme. I Humlehaven hvor Valter ikke er mere. Jeg kan løbe lige så langt jeg vil, men hver gang jeg slutter, er jeg samme sted som jeg startede. Der hvor Valter skulle være, men ikke er mere.
Valter er her ikke mere. Hvor jeg dog hader det!
Kommentarer
Send en kommentar